|
Det må være noget med sprogets ”opbygning” eller opfattelsen af
sproget som et ”hus vi bor i”, der gør, at vi nu også skal have
udarbejdet en sproglig tilstandsrapport.
Lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v. ..
gør vitterligt ..
(som kan vides )
§ 2.
Har
køberen fra sælgeren modtaget en rapport om bygningernes fysiske
tilstand (en tilstandsrapport) og oplysning om
ejerskifteforsikring, jf. §§ 4 og 5, kan køberen ikke over for sælgeren
påberåbe sig, at en bygnings fysiske tilstand er mangelfuld, jf.
dog stk. 2-5. Køberen kan heller ikke over for sælgeren påberåbe sig, at
en fejl burde have været nævnt i tilstandsrapporten.
Er formålet med at udarbejde en sådan ”tilstandsrapport”, at vi igen
skal sælge ud af det danske sprog?
Vi har vel alle en fornemmelse af, at der i de sidste mange år har været
solgt ud af de danske ord,
”for et godt ord ” – dvs. uden særlig grund og uden at få meget
igen. ”Med andre ord ” alt for villigt.
Og virkningerne kan jo høres overalt!
Det sker tit, at folk ”mangler ord”, eller at der kun er ”tomme
ord tilbage”.
Nogle mennesker tager ligefrem ”ordet ud af munden” på hinanden.
(TV interviewere er slemme til det).
Hvorfor gør de mon med det? Har de ikke nok i deres egne ord? - og når
vi nu ved, ”at det ene ord let tager det andet ”.(dvs.
man kan let blive uvenner).
Og så er der de mennesker, der til stadighed bliver ” taget på ordet”
og nærmest bliver tvunget til at ”komme ud med sproget” - ”ord for
ord”.
Hvorfor dog ” trække ordene ud af munden på folk” når mange
mennesker når det kommer til stykket, mest af alt ”har lyst til at
gå fra dem”.
Og hvad med den stigende ”sprogforurening”.
Hvad mon der sker når der endeligt er én, der får ”det sidste ord”?
Er der så kun ”frisprog” og ”bevingede ord” tilbage, eller
flyver de også væk?
Nå ”Godt ord igen”, måske er det hele ikke så slemt.
Måske sælger vi kun ”ordene i deres bedste betydning ” – så har
vi alle de øvrige betydninger tilbage, ligesom vi i gamle dage solgte
det bedste smør og flæsk til udlandet.
Hvem ejer i øvrigt det danske sprog?
Og har ret til at sælge ud af det?
Er det ”brugerne”, dvs. de, der ”har ordet” eller som i det
mindste har ”bedt om ordet”?, eller er det de mennesker der har
”ordet i deres magt”?
Og hvilken rolle spiller i øvrigt ”sprogrevisorerne” i Bruxelles?
og ”Sprogrevserne”?
”Har vi andre ikke et ord at skulle have sagt”?
Efter min opfattelse er ”ordet frit”.
Når det danske sprog bliver ”ordknapt” på egne ord , så er det
godt vi har ”mænd af få ord” der ikke har brug for så mange –
eller folk, der kan lade ”tavsheden tale ”.
Vi kan jo også begynde at lære ”Sprog” – altså ”de andres sprog”
- uanset de ”sproggrænser” der i den forbindelse skal
overskrides.
”Ikke mine ord igen!” – men vi kommer nok - rent
”bogstaveligt” – ikke uden om en vis mængde ”genbrug” af de ord, vi
har tilbage.
Et ”gammelt ord” siger at:
”Sproget er givet til folk så de kan skjule deres tanker for andre ”
(Talleyrand - fransk diplomat 1754
-1838 , m.fl.)
Selvom sproget bliver mere ”fattigt på ord” gennem de mange
”udsalg”, der finder sted, kan det komme til at betyde, at de ord, der
bliver tilbage, reelt er mere ”rige på mening”.
Vi skal nok ikke være så bange for den ”tilstandsrapport” alligevel.
Og så får vi jo en vis ”ansvarsfrihed” overfor køber med oveni, jvf.
lovens § 2.
”Disse var ordene” - DIXI
”Tak er kun et fattigt ord ” – og dog
”Tak for ordet”
|
