|
Morgenstemning i lunden
Lunden strækker
sig søvnigt og gaber
Nu skal man til
den igen.
Knapt har man
fået lukket et øje,
Før solen den
fører sig frem.
Dagen den 'fråser
af duggen i skyggen,
Åh ,hvem der
blot kunne klø en på ryggen.
Stop den
forbandede tordnende tavshed,
Morgenens
,renhed.
Tankerne virker
så nøgne,
Man blir' bange
for al tings enhed .
Livet er bedre i
mindre partier,
tilsølet, brugt
og beskidt.
så først en gang
røg,
Så naturens
dufte fortrænges.
Så lidt mer’
støj,
For at udslette
nattens minder.
Nu er vi klar,
Dagen er vor.
2/1 1983
Gøgleren
Mel: Henne om
hjørnet .
Jeg drømmer ofte
om livet på bakken,
midt i den
grønne skov.
Gøglet og
glæden, roen og freden,
menneskets
"husbehov" .
Jo ,jeg var med
da det hele det started,
Kirsten og jeg
var de første - Det var vi.
Vi skænked'
Bakkens dens ry.
I år skal den
fødes påny
Ude på Bakken.
Der' kan man leve.
Der kan man
folde sig ud.
Der kan man få
sig en ordnt'lig gevesen,
Der kan man ta’
sig en brud.
Forårets tørn,
vist kender jeg turen,
Bare tag fat på
foryngelseskuren.
Små illusioner,
smægtende toner
Oh hvilket
paradis,
under de
guldgrønne bøgetræers kroner.
Børn og soldater
halv pris.
2/7 1983
Syngepigerne.
Syng piger, syng
- lad os ikke alene,
syng dem I kan
om "den eneste ene",
Syng vore
længsler i havn.
Syng os en ode
til Carlsberg og Tuborg,
bare gi' los fra
de velsmurte struber.
Giv vore drømme
et navn.
Tænk på den
hoben af pilsner der vanker,
hvergang et
hjerte lidt friere banker,
Sangerens pris,
publikums hyldest.
Atter igen skal
pokalerne fyldes.
Viserne varmer i
hverdagens kulde,
Dybfølt
frimodige, folkeligt fulde,
af
virk'llighedsvarme.
Syng dem igennem
cigarrøg og sjatter,
syng dem, og bad
jer i publikums latter,
og fremstrakte
arme.
Latteren
løsriver båndet om sjælen,
frihed fra
fordommes famlende kvælen.
Låser os op,
sætter os fri.
Frit skal vi
synge om det vi kan li.
Frihedens sejr
er vundet - for tiden.
Sov bare ikke
for tungt efter striden.
Dumheden fødes
igen.
Fordomme vokser
hvor friheden sover,
falskheden fødes
i lumre alkover,
fejheden sniger
sig frem.
Frihed skal
bruges for ikke at svinde !
Syng så det
svimler for alle herinde,
så livskraften
oplyser menneskets tanker,
og glæden tar'
bo i et hjerte der banker.
16/8 1983
Pjerrot.
Her har jeg
stået i hundrede år,
og ædt blår-
Det er som om
mit liv aldrig forgår.
Skønt det kun
sjældent var mig,
der fik kys
eller kram,
Harlekin,
skarnet fik mer’ end der tilkom ham,
fik jeg dog mere
af lykken, mindre af løgnen,
Fra millioner af
strålende barnlige øjne.
Slægt efter
slægt må vi leve på børnenes sjæl,
for gennem den
fat genfinde lidt af os selv.
Jeg gør det
gerne, så længe jeg fortsat kan finde,
strålende øjne
og blussende kinder.
Som tror på min
kunst,
Og ber' om min
gunst .
2/7 1983 |
