Når vi samler os sammen ,om onsdagen,

for at lufte O'ganet og Sjælen.

Så det lis'som at, Ånden får mæle,

når vi synger en sang. Hallelulja !

Det er "Drengenes" kalden.

Det er "Koret", der kræver gehør.

Det er halsenes rallen,

bare lyden kan gøre én ør.

Men ! uden Hr. Nilsson,

ka' det hele vist blive lidt tvivl'somt.

Derfor sir' vi fromt.

Ka' du holde os ud ?  én til' sæson ?

 

 

Vi er samlet i Morges. Tilhyldning.

Da vi alle har grund til at takke,

dig for mer, end du tager til takke

med; at modtage "Drengenes" skyldning.

Tryg vore næver !

Du har taget den tungeste tørn.

Røsten den bæver,

når vi indhylder dig. Kære Jørn !

Hjertet får banken,

når vi tar' os en Gønge i Hanken,

bare ved tanken,

om at DU, retter op - på Skavanken.

 

 

Vi vil fylde vor famlende ganer,

og la' hyldesten rulle sig ud'ad.

Du ska' leve! Med flyvende faner,

og ha' tak for den tid, hvor'i DU gad.

DU får KANINEN !

DU har fugtet vort liv, med musik.

DU udstod pinen,

og blev ved, trods det gik, som det gik.

Sent vil vi glemme,

denne faderligt, myndige stemme.

"HUSK nu at glemme,

at her trækker vi vejret ! Derhjemme !"