l. Den kommer
før man aner det,
og før man kan
forstå det.
Den kommer
li'som af sig selv,
og uden nogen så
det.
Det har den
gjort i mange år ,
klædt ud med lys
og englehår.
Hvordan det går
til, er der ingen der ved.
Det er JULEN,
der spreder sin julefred.
2. Det gyser i
hver tegnebog,
når JULEN viser
tænder.
Den mindes
priserne på pynt,
og vin og
juleænder.
Nu skal man ikke
mer ha' råd,
før man kontant
ka' købe noget.
Næ' Nu skal det
være! Vi tar' det på klods.
Det er JULEN,
der leger tag-fat med os.
3. Det fryder
hver en sognepræst ,
at JULEN står
for døren.
Han ved, at han
får udsolgt hus,
og juleåbne
øren.
For folk vil
pluds'lig se hvordan,
har tar' sig ud
som julemand,
og høre hvor
gode vi er, ved os selv.
Det er JULEN,
der hygger os halvt ihjel.
4. Det klaprer i
hvert falskt gebis,
når JULEN, skal
fortæres .
Kartofler,
kager, kål og is,
og meget, meget
mere.
Ku' man dog bare
af og til,
la' vær' at byde
"en gang til".
Men nej! Det
skal være som vi plejer van.
Det er JULEN,
der blotter sin søde tand.
5. Vi traver
rundt om træet,
med en sang på
vore læber.
Det knager slemt
i struben ,
og gør ondt i
vore kæber.
Det som sku'
vær' et englekor,
det lyder som
-et julemord.
Vi blander det
hele, på kryds og på tværs.
Det er JULEN,
der synger på sidste vers.
6. Vi glæder os
til gaverne,
vi fandt i
katalogen,
og som vi købte
til os selv,
for dog at glæde
nogen.
De andres gaver
bytter vi,
til ting med
mere mening i.
Til sidst gør vi
op, hvad vi gav og vi fik.
Det er JULEN's,
"Giv-gave-balance-skik".
7 .Når JULEN
først er kommen ,
og hvert
julehjerte banker,
og hvert et
julenissesind,
er fyldt med
juletanker.
Så er det svært
at holde stand,
mod JULEN. Kend
din overmand!
Og dog! Før du
ved det, er alting forbi,
og du føler dig
lettet og julefri.
Nonius Svinghage
