Ka’ hænde at mit hår er gråt,
og min fysik lidt flossen.
Men jeg kan
li’ dig – lis’så godt
og være
lis’så tosset
med dig -
Som da du tog min hånd
og sagde
disse orde.
”Hvis Vi
skal ud på livets vej
Må jeg vær’
din eskorte?”
At man ska’
kunne, når man ska’
Derpå kan (h)vis
man være.
Men ka’ man
ikke det - til dels
så skal man
ikke blære,
sig med, man
kunne det engang
for længe,
længe siden.
Men heller
prøve - nok engang
Så går det
nok – med tiden.
Når andre de
vil frem for os,
og ikke ka’
la’ vente.
Men
damptogtsagtigt bruser frem
Så bær dig
det in mente.
Vi når det
nok, i alle fald.
Så bare la’
dem bruse
af sted og
over stokkesten[1]
Og lad dig
ikke knuse.
Giv plads
for Loke som for Thor
Og andre
tolerangser,
samt
udenbyske visdomsord
og ditto
ignorancer.
Lad vær’ og
træd på nogens tær, ‘
men nænsomt
favner alle,
med
miskundhed
[2]og alt det der,
Lad
Chauvinismen[3]
falde.
Vær frejdig
og vær uforsagt[4
Men lad dig
overmande,
Så andre
også ka’ få sagt
Det som
de helst vil sande.
Gå kun din
skæve gang på jord.
Lad andre gå
de lige.
Gør plads
ved livets spisebord
Til fattig
og til rige.
Gå løs på
livet – ubeset,
Men -
kend dig selv
[5] - med måde.
Når blot du
er dig selv bekendt,
og tro mod
det - du troede.
Når hjertet
banker, pulsen slår,
og længslen
lystigt lokker
Så glem du
de forgangne år.
Spring ud på
ny! – for pokker.
[1] Når det går over stok og sten så
kalker man bindingsværk.
[3] Chauvinisme er overspændt
nationalisme.