|
Og der blev igen
medvind på cykelstierne.
Dengang da det var før end nu,
og Danmark var af lave.
Og alt gik som det ikke sku’,
og børn ku’ ikke stave.
Da alle ville hver sin vej,
som ingen kunne finde,
men råbte
højest – hver for sig,
fra deres dårskabs tinde.
De andre er det
ondes rod!
Til kamp mod
terrorrister!
Der med en farlig foldekniv,
vil røve din medister.
Til kamp mod
de, der tænker selv!
og ikke tror på noget.
Til kamp mod de
der dovne svin,
der ikke taler sproget.
Til kamp mod
alt hvad ”de” har kært,
og som
”vi” ikke fatter,
nu må de se at få det lært –
At det er dansk der batter.
De gode græd – de onde lo.
Hvor længe vil det vare
før vi igen får ”rist og ro ”,
og vi igen blir’ rare -
mod
andre og mod hver og én,
og også mod hinanden,
så vi på ny ka’ tro på
nogen,
og droppe uforstanden.
Når får vi mon en ny kong Skjold
til gavn for Danmarks redning?
Som dengang da – i Hedenold,
da Danmark manglede’ ledning.
Grib fat om nælden alle mand,
og ditto danske kvinder,
og smid så pessimisten ud,
så optimisten vinder.
Og løft i flok det tunge åg
Byg bro – mod alle sider.
Skift skændsmål ud – med dialog
Og mærk så hvor det glider.
Lad glæden vokse – lykken gro
Til gavn for alle – sammen.
Giv plads for omsorg – ømhed – ro
Slå jeres pjalter sammen.
Når lyset lysner over land.
På ny som
lykkebringer .
Og alle hjerter står i brand
Og alle klokker ringer
Når vi med sandhed ka’ stå ved
De ting vi gjorde fejl i,
O g som vi nu gør noget ved
Er Danmark atter dejligst.
4/10 2011
Skrevet i anledning af
et akut anfald af optimisme
|
